Vi ved egentlig ikke helt hvordan det startede - det der med hund. Både Henrik og jeg har begge haft hunde som børn, men vi har nu hele tiden ment at det skulle vi ikke have sammen. Det er jo så besværligt.
Så det var vel egentlig kaninen Dutte's skyld. Cecilie fik jo den der kanin, som Henrik nærmest adopterede som et barn. Og da hun døde, lige inden vi skulle til Afrika, var vi fast besluttede på at vi ikke skulle have flere dyr.
Indtil Henrik og Cecilie mødte de 2 katte, Pus-pus og Tom-Tom nede i Ghana. Og så var det at Mormor mente at nu burde vi da få en hund, for Cecilies skyld - eller Henriks skyld. Det svæver lidt i det uvisse - men det var nok mest Henrik hun tænkte på ;-)
Via Stine fra mit arbejde, som selv har ruhåret gravhund, kom vi i forbindelse med Elsebet, der opdrætter ruhårede gravhunde. For i mine øjne kunne det jo ikke være anderledes - en rigtig hundse.
Vi har fulgt med fra parring til fødsel, har været nede og besøge Elsebet, Erna og hundene - og ikke mindst hvalpene fra den dag de ankom. Og cirka 6 uger efter, at have sagt goddag til verden, valgte Anton os. Eller rettere, han valgte Henrik :-)
8 uger gammel, en dejlig dag i maj, blev han så overdraget vores varetægt for tid og evighed.
Billedgallerierne er opdelt efter alder. Så kan I bedre følge med i vokseværket :-)
Den 26. juni fyldte Anton 3 måneder.
Han har lært at gø - og det gør han gerne :-)
Han er nu tæt på at runde de 5 kg
Han har fået sit eget telt - det er faktisk en transport kasse, men også verdens bedste hule
Han må gerne sove i Cecilies seng (og ikke andres)
Han må gerne være i sofaen (som ikke er helt så hvid mere)
Han gider godt gå tur - bare han må gå forrest
Lidt nyt her før jul:
Anton er en hormonfyldt teenage knægt!
Vi forsøger at opdrage med svingende held!
Anton kan ikke lide forstøver flasker fyldt med vand!
Forstøverflaske er opdragelsesværktøj nummer 1 :-)
Anton er lige så lækker og sød som et marcipanbrød
Summasumarum - vi har fået verdens sødste ruhårede gravhund præcis lige så fræk som sådan en skal være,
men også lige så sød og kærlig som dagen den er lang.
Han elsker mennesker og det er helt ligegyldigt om han har set dem før - bare de gider snakke med ham.
Han er elsker at ligge i arm og forventer at blive taget op på armen når vi kommer hjem. Man skal vel lige nusses lidt med nu hvor man har været alene SÅ længe.
Og som Henrik siger, så bliver han jo også løftet op i højde med sit ego! ;-)
Lykken er en ruhåret gravhund!
